Undersøgende Matematik
Praksisnært forløb på din skole

Stefan Andersen
Jeg tilbyder et inspirationsbesøg hos jeres matematikfagteam.
SUM (Sammenhæng gennem Undersøgende Matematikundervisning) er et kompetenceudviklingsprojekt udviklet af NCUM i samarbejde med Københavns Kommune.
Som underviser i projektet har jeg erfaring med, hvordan SUM styrker både lærerteamets samarbejde og elevernes lyst til matematik.
Referencer
Mette Bisholm, Matematikvejleder, Hanssted Skole
Praksisnært forløb
Det har været en stor inspiration at deltage i SUM-kurset. Forløbet har været praksisnært og fokuseret på en ændret arbejdsform – både for elever og lærere. Stefan formåede at skabe en god balance mellem teori, konkrete aktiviteter og tid til at planlægge undervisningen i egen praksis. Jeg vil varmt anbefale SUM-kurset til matematiklærere, der ønsker et solidt fundament til at arbejde undersøgende. Det har været utroligt meningsfuldt at opleve eleverne arbejde nysgerrigt og koncentreret, hvor alle kunne deltage på deres eget niveau. De strukturer og opgavetyper, vi arbejdede med, gav plads til differentiering og succesoplevelser. Jeg vil helt sikkert integrere den undersøgende tilgang i min fremtidige matematikundervisning.
Maria Bøgelund, Matematikvejleder, Skolen i Sydhavnen
Kreativt og engagerende
Jeg har løbende i skoleåret 24/25 haft fornøjelsen af at have Stefan Andersen som underviser på SUM-kurset (Sammenhæng gennem undersøgende matematikundervisning). Stefan satte en fast ramme for forløbet og gav os konkrete redskaber, som vi kunne anvende direkte i undervisningen. Hans spørgeteknik var nuanceret og god. Han var nysgerrig, undersøgende og udfordrende i sine spørgsmål, hvilket fik os til at reflektere over både didaktik og matematiske problemstillinger. Derudover var Stefan god til at bruge undervisningsrummet på en kreativ måde, hvor han inddrog væggene og gulvet på en inspirerende og engagerende måde.
Dia Danneberg Mogensen, Matematikvejleder, Gasværksvejens Skole
Motiverende og inspirerende
Vi var på Gasværksvejens Skole så heldige at deltage i SUM med Stefan som underviser, og hele holdet har været meget begejstrede for forløbet. Vi oplevede et meget praksisnært og bæredygtigt forløb, hvor de aktiviteter vi lavede på kursusdagene kunne bruges i undervisningen dagen derpå.
En sjov og aktiv kursusform, hvor de undersøgende aktiviteter og tankerne bag Thinking Classroom gik rigtig fint hånd i hånd.
Vi mødtes i det der nu på skolen hedder vores SUM-gruppe, og der blev bl.a. sagt, at vi bare gerne ville have mere... altså flere kursusdage og flere dage, hvor vi kunne være sammen i undervisningen (lektionsstudie-inspireret).
Mikkel Andreassen, Matematikvejleder, Europaskolen
Inspiration og faglighed
Jeg har haft fornøjelsen af at deltage i et kursus om undersøgende matematik i skoleåret 2024/25, hvor Stefan var én af underviserne. Han formåede at inspirere og vejlede os gennem spændende og lærerige opgaver, som vi kunne tage med direkte ind i undervisningen.
Stefan stiller nysgerrige og reflekterende spørgsmål og viser i praksis, hvordan man håndterer de situationer, der opstår i undersøgende matematik.
Samtidig gav han konstruktiv feedback, som har gjort mig mere bevidst om min egen praksis.
Morten Blomhøj, Professor og Leder af NCUM
Stefan Andersen har som matematikvejleder i Københavns Kommune fungeret som overgangsgruppeleder i skoleårene 23/24 og 24/25 med fortsættelse i 25/26 i projektet SUM, Sammenhæng gennem Undersøgende Matematikundervisning, under Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning (NCUM). Funktionen omfatter tilrettelæggelse og gennemførsel af workshops for grupper af 12-16 matematiklærere, der får støtte til at udvikle, afprøve og evaluere undervisningsforløb i egne klasser.
SUM har haft til formål at styrke kvaliteten af matematikundervisningen i grundskolen gennem undersøgende arbejdsformer, en tæt kobling mellem teori og praksis og med særligt fokus på at udvikle og fastholde elevernes lyst til matematiklæring. Der kan læses uddybende om SUM på NCUMs website under projekter: www.matematikdidaktik.dk
Stefan Andersen har i projektperioden arbejdet med at implementere SUM-tilgangen i samarbejde med skoler, lærere og vejledere. Han har her vist stor indsigt i didaktiske principper for undersøgende matematikundervisning og for udvikling af praksis i tæt samspil med matematiklærere blandt andet i ramme af lektionsstudier gennemført på deltagernes skoler, samt evne til at omsætte denne indsigt til at støtte udvikling af praksis.
Stefans arbejde har bidraget til en positiv udvikling på de deltagende skoler, hvor der er skabt større elevdeltagelse i undervisningen og øget faglig refleksion blandt lærerne. Hans indsats har været præget af engagement, høj faglighed og en anerkendende tilgang til lærernes praksis.
På grundlag af erfaringerne fra SUM-projektet kan jeg derfor varmt anbefale Stefans videre arbejde med at understøtte og udvikle undersøgende matematikundervisning i grundskolen.